Sebastian er én af de mange officials her ved Icehorse Festival 2019. Hans hovedopgave er at sørge for banen, og han er om nogen en passioneret banechef.

”Jeg har ansvaret for banerne og skal særligt sørge for, at banen i Equsana Arena er så god som overhovedet muligt,” siger han.

En opgave, der kræver viden og erfaring og ikke mindst værktøj og hjælp fra Skibby HC, der har leveret banen til Icehorse Festival 2019.

”Én af de udfordringer der kan være ved at lave en bane indenfor, er om banen får for lidt vand eller for meget vand. Får banen for lidt vand, bliver den løs i toppen og dermed tung at ride på. Får den modsat for meget vand, bliver banen som en sø og dermed også tung”, fortæller Sebastian og forklarer, hvordan vandmængden er afgørende for en god bane.

Hvad er din oplevelse ved at være hjælper til Icehorse Festival?
”Det er en fantastisk oplevelse at være hjælper her. Det er rigtig rart at være med til et stævne med så stor positivitet, lige fra ryttere til ledvogtere til publikum og hele vejen rundt. Alle vil samme vej, alle vil nå samme mål og det er at få en så god oplevelse som muligt”, siger en smilende Sebastian mens han tilføjer: ”Jeg har lavet en del arrangementer efterhånden, og der er ingen tvivl om, at det her er det bedste sted at være med, fordi alle vil den samme vej”.

Foruden det at være chef for banen til Icehorse Festival er Sebastian og hans team de mennesker, som er på banen allerflest gange. Hele 36 gange er der banepleje under stævnet i Herning. ”Jeg er jo den, der får lov til at få aller flest omgange på banen – det synes jeg er meget sjovt”, griner Sebastian.

Banefolket startede tirsdag morgen kl. 08.00 med at anlægge banen i Equsana Arena og kl. 17.00 var banen færdig. Stærkt!

 

 

 

Photo by SashArts